Kategorier
Krig & Konflikter Sex & Samliv

Tysk flygtning skulle efter sigende være far til 45 børn.

I årene efter 2. vedenskrig skrev pressen om alle slags forhold i flygtningelejrene der husede tyskere, som var kommet til Danmark i kølvandet på krigen. En beretning fortæller om ”Vater Germania”, en 17-årig flygtning, de efter sigende skulle være blevet far til hele 45 børn.

Kilde: Henrik Havrehed ”Tyske flygtninge i Danmark 1945-49″

Kategorier
Geografi Hverdagshistorier Opfindelser Transport Videnskab

Det var ikke kun ballonen der var opblæst

Den 7. januar 1785 stiger en luftballon til vejrs ved Dover Castle i England med det formål at krydse den engelske kanal som det første luftskib i verdenshistorien. Ombord er den franske luftskipper Jean-Pierre Blanchard og (til skipperens store fortrydelse) hans engelske sponsor John Jeffries. Blanchard har ellers gjort alt for at forhindre Jeffries i at komme ombord. Han har endda forskanset opsendelsespladsen, så Jeffries har været nødt til at storme den med en gruppe sømænd, for at tiltvinge sig adgang til den luftballon englænderen har finansieret. Inden ballonen steg til vejrs påstod Blanchard endda, at den var for tung til at kunne tage Jefferies ombord. Men det viste sig, at Blanchard bar et blybælte for at øge vægten og holde englænderen ude af ballonen og æren på Blanchards og Frankrigs hænder. Med dem begge ombord og luftballonen godt ude over kanalen begynder skænderierne straks mellem de to patrioter. Begge har medbragt deres nationalflag, men da skænderiet hurtigt udvikler sig til en debat om hvilket land der er bedst, ryger flagene snart i havet. Midt ude i kanalen begynder ballonen pludseligt at tabe højde. Blanchard og Jeffries smider hurtigt deres ballast for at genvinde højden, men ballonen mister stadig højde og vandet kommer faretruende nær. Nu begynder de to ballon-farere at kaste alt hvad de kan overbord, da ingen af dem kan svømme. Reb, anker, sæder og videnskabelige instrumenter bliver kastet i vandet. Blanchard og Jeffries ofrer endda deres tøj for at holde ballonen svævende idet den franske kyst kommer til syne i det fjerne. I et sidste desperat forsøg tømmer de deres blærer for at komme af med de sidste gram. Det er nok til at holde ballonen svævende indtil den når kysten. Men netop da rammes de pludseligt af en varm opvind der sender de to, nu næsten nøgne, ballon-farere højt op i de kolde luftlag. Det udstyr de skal bruge til at stoppe ballonen med, såsom ankre, har de ofret over kanalen, så de driver 11 mil ind over land inden ballonen når ned i en højde, hvor de rystende af kulde kan gribe fat i en trætop og få landet. Halvnøgne og stadigt midt i deres skænderi, har de to mænd gennemført den første flyvning over den engelske kanal.

Kilde: David Darling: The Rocket Man and Other Extraordinary Characters in The History of Flight

Kategorier
Antikken Hverdagshistorier Kunst og Kultur Opfindelser Romerriget

Shhhh… der læses

Biskop Ambrosius af Milano (338-397 e.Kr.) var, ifølge samtidige kilder, den første europæer der formåede at læse en tekst uden samtidig at bevæge læberne. Indtil da havde det været almindeligt, at læberne bevægede sig, hos folk der læste, også selvom de ikke læste højt.

Kilde: F. Homes Dudden: The Life and Times of St. Ambrose

Kategorier
2. verdenskrig

En ærlig sjæl

I sommeren 1943 var man igang med de indledende planer til D-dagen året efter. Under forberedelserne blæste et hemmeligt dokument ud af vinduet på Norfolk House i London, og en tilfældigt forbipasserende mand på gaden samlede det op og leverede det tilbage, med beskeden at han desværre ikke kunne læse hvad der stod, da hans syn var for dårligt.

Kilde: https://eisenhower.archives.gov/Research/Finding_Aids/L.html

Kategorier
Kriminalhistorie Lægevidenskab Love og regler

Forbrydelse betaler sig ikke altid…

I 1881 blev togrøveren “Big Nose” George Parrott dømt til døden efter at have dræbt to mænd under et fejlslagent togrøveri. Inden dommen kunne eksekveres blev Parrotts fængsel stormet af en stor flok mennesker, der “befriede” togrøveren. Det var dog ikke for at sætte ham fri, viste det sig hurtigt. Parrott blev ført til det nærmeste træ og hængt. Derefter blev hans lig parteret. En lokal læge udførte en obduktion af liget, hvorunder Parrotts hjerne blev skåret i småstykker, for at undersøge om den viste tegn på kriminel adfærd. Røverens hjerneskal blev givet til en 15-årig pige, der var doktorens assistent. Hun brugte hjerneskallen som askebæger. Doktoren selv beholdt skindet fra Parrotts overkrop og lår, der blev garvet og brugt til at lave en ny taske og et par sko af. Skoene bar doktoren senere, da han blev valgt som guvernør. Parrots ansigt blev skrællet af kraniet og brugt til at skabe en dødsmaske. Resten af Parrotts efterhånden temmeligt maltrakterede krop blev puttet i en whiskeytønde fyldt med en saltopløsning for at bevare den for eftertiden.

Kilde: R. Michael Wilson: Great Train Robberies of the Old West

Kategorier
Danmarks Historie Krig & Konflikter Kunst og Kultur

Til minde om…

Det berømte Siegessäule sejrsmonument i Berlin er ifølge inskriptionen til minde over tre krige: Den dansk-tyske krig 1864, den tysk-østrigske krig 1866 og den tysk-franske krig 1870-71. Men i virkeligheden var søjlen kun planlagt til at mindes sejren over Danmark i 1864. Inden den nåede at blive færdig havde Prøjsen dog nået at udkæmpe og vinde yderligere to krige, så de blev alle mindet med det ene monument.
Søjlen blev desuden bygget af metallet fra erobrede danske kanoner.

Kilde: Tom Buk-Swienty: Dommedag Als

Kategorier
Danmarks Historie Krig & Konflikter Kunst og Kultur

filliong-gong-gong og tinge-linge-ling

De fleste kender sangen ”Mallebrok er død i krigen (i 1864)”, men de færreste ved, at sangen oprindeligt intet har med hverken Danmark eller krigen i 1864 at gøre. Oprindeligt var den fransk og hed ”Marlbrouck s’en vat en guerre” (”Mallebrok i krigen drager”). Mallebrok eller Marlbrouck var nemlig den engelske general og hertug Marlborough, der anførte de engelske styrker i krigen mod Frankrig 1702-1711.

Kilde: Alt om Historie