Press "Enter" to skip to content

Det var ikke kun ballonen der var opblæst

0

Den 7. januar 1785 stiger en luftballon til vejrs ved Dover Castle i England med det formål at krydse den engelske kanal som det første luftskib i verdenshistorien. Ombord er den franske luftskipper Jean-Pierre Blanchard og (til skipperens store fortrydelse) hans engelske sponsor John Jeffries. Blanchard har ellers gjort alt for at forhindre Jeffries i at komme ombord. Han har endda forskanset opsendelsespladsen, så Jeffries har været nødt til at storme den med en gruppe sømænd, for at tiltvinge sig adgang til den luftballon englænderen har finansieret. Inden ballonen steg til vejrs påstod Blanchard endda, at den var for tung til at kunne tage Jefferies ombord. Men det viste sig, at Blanchard bar et blybælte for at øge vægten og holde englænderen ude af ballonen og æren på Blanchards og Frankrigs hænder. Med dem begge ombord og luftballonen godt ude over kanalen begynder skænderierne straks mellem de to patrioter. Begge har medbragt deres nationalflag, men da skænderiet hurtigt udvikler sig til en debat om hvilket land der er bedst, ryger flagene snart i havet. Midt ude i kanalen begynder ballonen pludseligt at tabe højde. Blanchard og Jeffries smider hurtigt deres ballast for at genvinde højden, men ballonen mister stadig højde og vandet kommer faretruende nær. Nu begynder de to ballon-farere at kaste alt hvad de kan overbord, da ingen af dem kan svømme. Reb, anker, sæder og videnskabelige instrumenter bliver kastet i vandet. Blanchard og Jeffries ofrer endda deres tøj for at holde ballonen svævende idet den franske kyst kommer til syne i det fjerne. I et sidste desperat forsøg tømmer de deres blærer for at komme af med de sidste gram. Det er nok til at holde ballonen svævende indtil den når kysten. Men netop da rammes de pludseligt af en varm opvind der sender de to, nu næsten nøgne, ballon-farere højt op i de kolde luftlag. Det udstyr de skal bruge til at stoppe ballonen med, såsom ankre, har de ofret over kanalen, så de driver 11 mil ind over land inden ballonen når ned i en højde, hvor de rystende af kulde kan gribe fat i en trætop og få landet. Halvnøgne og stadigt midt i deres skænderi, har de to mænd gennemført den første flyvning over den engelske kanal.

Kilde: David Darling: The Rocket Man and Other Extraordinary Characters in The History of Flight

Skriv et svar