Kategorier
Danmarks Historie Hverdagshistorier

En spøg kunne ende i retten

“En grov spøg” var overskriften i en avisartikel, der blev bragt i aviserne i oktober 1923. En familie havde holdt konfirmation i Helsingør, og under festlighederne ankom et underligt telegram til konfirmanden med ordene:”Da jeg nu ved, at jeg har en søster, ønsker jeg hende hjertelig til lykke” og underskrevet med et kvindenavn. Forældrene til konfirmanden var chokeret, og manden sværgede, at han ikke kendte til nogen uægte datter, men konen troede ikke på ham.

Det viste sig dog, at afsenderen var en af mandens arbejdskammerater, der lavede sjov. Manden bad kammeraten om at forklare hustruen sammenhængen, men da han ikke ville det, blev han hevet i retten. Aviserne skrev dog ikke, hvad sagen endte med.

Kilde: Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 6. oktober 1923

Kategorier
Hverdagshistorier

Ved verdensudstillingen i 1851 blev de første offentlige toiletter med skyl vist frem

Ved verdensudstillingen i London i 1851 blev de første offentlige toiletter med skyl vist frem og kunne benyttes af de besøgende mod betaling. For en pris på 1 penny fik de besøgende lov at gøre deres ærinde på et rent toiletsæde, og derudover fik de en kam, et håndklæde og en skopudsning med i prisen.

Kilde: https://www.longshopmuseum.co.uk/great-exhibition/

Kategorier
Danmarks Historie Hverdagshistorier Ligestilling og kønsroller

Anna, Anne og Ane indsamlede til en kirke

I 1912 blev sognet “Skt. Anna Sogn” oprettet på Nørrebro i København, men der var ingen kirke i det nye sogn. Menigheden begyndte derfor at samle penge ind. En af indsamlingerne blev dannet af den såkaldte “Anna-komité”, hvor alle medlemmerne hed Anna, Anne eller Ane. Anna-komiteens indsamling havde det særlige tvist, at den opfordrede alle kvinder, der hed Anna, Anne eller Ane til enten at bidrage med et pengebeløb, fx 1 kr. eller indsamle penge i deres nærområde. Indsamlingen fik endda penge fra kvinder, der hed Anna i Australien og Amerika. Det lykkedes at indsamle en hel del penge, og Anna Kirken stod færdig i 1914, men kirken var for lille og komiteen samlede sig derfor ind igen for at kirken kunne blive udvidet.

Kilde: https://mitnorrebro.dk/anna-kirke-fra-boernehjem-til-smuk-spejderkirke/ og Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. november 1916

Kategorier
Børn Hverdagshistorier

I 1875 blev 2 russiske børn vist frem for en pris af 50 øre

I 1875 blev der i flere københavnske aviser bragt annoncer om en fremvisning af to russiske børn på Vesterbrogade 2. Prisen for at se børnene var 50 øre for voksne og 25 øre for børn. De to børn, Elisa på 5 år og Aculina på 2 år, vejede ifølge annoncen henholdsvis 264 pund og 106 pund (På det tidspunkt svarede 1 pund til 0,5 kg i Danmark (det metriske pund blev indført i 1839)), så deres vægt svarede til ca. 132 kg og 53 kg).

Kilde: Dags-Telegraphen (København) 18. august 1875

Kategorier
Børn Hverdagshistorier Store Personligheder

Charles Dickens gav sin søn kælenavnet Plorn

Har du givet dit barn et unikt kælenavn? Forfatteren Charles Dickens og hustruen Catherine fik 10 børn. Den yngste, sønnen Edward, fik kælenavnet Plornishmaroontigoonter eller Plornishghenter, der dog ofte blev forkortet til Plornish eller Plorn.

Kilde: https://trove.nla.gov.au/newspaper/article/71519589 og https://www.themarginalian.org/2013/02/07/charles-dickens-advice-to-son-plorn/

Kategorier
Danmarks Historie Hverdagshistorier

Samling af 50-ører

Synes du, der er for mange ligegyldige historier i medierne? I 1911 kunne Slagelse-Posten og Randers Amtsavis informere læserne om en kvindelig forretningsdrivende i Fredericia, der i løbet af 3 år, havde samlet 700 50-ører, som skulle indsættes i banken. Danmark havde ikke 50-øre på det tidspunkt, men var i slutningen af 1800-tallet og frem til 1924 del af en Skandinavisk møntunion med Norge og Sverige (som officielt blev ophævet i 1972), der betød, at man i Danmark anvendte de svenske og norske 50-ører af sølv i de danske forretninger. Den 50 øre, vi kender i dag, blev sat i omløb i 1989.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 25. november 1911

Kategorier
Danmarks Historie Højtider Hverdagshistorier

Efterlyste havelåge med et digt

I Skagens Avis blev der d 2. januar 1917 bragt en efterlysning af en havelåge, der nytårsaften var blevet stjålet i Østerby. Ejeren af havelågen, som underskrev sig med navnet Palsbak, var meget poetisk og skrev nedenstående vers i sin efterlysning:
Nytaarsløjer
Nytaarsaften var her Sjov;
De min Havelaage tog.
Hvis der otte Dage gaar
Og jeg ej min Laage faar,
Henter jeg vort Politi
For at faa min Laage i.
Historien melder desværre ikke noget om, hvorvidt Palsbak fik havelågen tilbage.

Kilde: Skagens Avis 2. januar 1917