Kender du nogen, der lader til at være blevet døbt i øl? I 1200-tallet skrev ærkebispen i Norge til paven, at man havde problemer med at skaffe vand til døbefonten og til nøddåb på øde steder og i de kolde vintre. Derfor havde man nogle steder tyet til den løsning at døbe børn i øl. Ærkebispen ville derfor gerne vide, om en dåb i øl kunne anses som gyldig. Pave Gregor 9. besvarede forespørgslen i 1241 og forbød skikken. Han skrev “Efterdi Genfødelsen ifølge Evangeliets lære skal ske ved vand og den Helligaand saa bør de, som døbes i Øl, ikke anses for rettelig døbte.” I 1666 nøddøbte en jordemoder i Skævinge på Sjælland et barn i øl. Barnet var svageligt og jordemoderen frygtede, at det ikke ville overleve, så hun måtte ty til en nøddåb og havde brugt øl som dåbsvand. Barnet overlevede, men forældrene var i tvivl, om dåben var gældende, og spurgte Sjællands bisp, ærkebiskop Svane, til råds. Ærkebiskoppen kunne ikke give dem et svar, men skrev til kongen for at få en afgørelse. Sagen endte med, at barnet blev døbt endnu en gang, denne gang i vand, og jordemoderen måtte udstå “kirkens disciplin”, men hvad det helt præcis var, beretter historien ikke noget om.
Kilde: Tr. Fr. Troels-Lund. Dagligt liv i norden i det sekstende aarhundrede – bind 7-8. 1903
