Kategorier
Hverdagshistorier Middelalder Opfindelser

Just a moment

Det lidt løse engelske tidsbegreb ”a moment” har rod i en faktisk middelalderlig tidsenhed, momentum. Et solurs skygge bevægede sig fyrre momenta på en soltime, hvilket var en tolvtedel af tiden mellem solopgang og solnedgang. Grundet solurets varierende timelængder, efter årstiden, kan man ikke nøjagtigt gøre et momentum op i moderne tidsenheder, men gennemsnitligt ville det være ca. 90 sekunder.

Kilder:
North, John David (1988). Chaucer’s Universe. University of Michigan Press.
Bede. The Reckoning of Time. Liverpool University Press. p. 268. Retrieved 23 January 2017.

Kategorier
Middelalder Sport & Spil

Pølse-ridderen

Ridderturneringer havde måske engang et militært træningsformål, men blev med tiden mere rendyrket underholdning. I takt med at turneringerne ændrede karakter, ændrede deltagernes udrustning sig også.

Da Marx Walther, en købmand fra Augsburg, kæmpede i 1400-tallet, havde han fx et spyd med tre pølser ovenpå hjelmen. Sandsynligvis for at reklamere for sin købmandsforretning. En anden, Gasper Lamberger, havde en kurv fuld af killinger på hovedet. Kilderne nævner desværre ikke, hvad meningen med det var – eller hvordan det gik killingerne.

Kilde: http://www.medievalists.net/2017/10/topping-off-tournament/

Kategorier
Dyr og natur Kunst og Kultur Middelalder

Gøglere lavede farligt trick med honning, kønsdele og bjørne

I middelalderens England udførte gøglere et dumdristigt trick, når kongehuset og deres gæster skulle underholdes. Gøgleren smurte honning på sit lem, for derefter at få en vild bjørn bragt ind. Hvad der så skete er ikke beskrevet nærmere, men det har næppe været for sarte sjæle.

 

Kilder: https://knowledgeguild.wordpress.com/2013/02/01/how-to-be-a-medieval-minstrel/

Kategorier
Lægevidenskab Mad og drikke Middelalder Religion Tro og myter

Menneskelig kandisering i Arabien

Den kinesiske læge og apoteker fra det 16. århundrede, Li Shizhen, beskrev en særlig praksis, som angiveligt skulle have foregået i Arabien. En “melificeret mand” (menneskelig kandisering med honning) blev ifølge Li lavet når en ældre mand frivilligt ønskede at donere sit legeme til at skabe livreddende medicin. Han ville ophøre med at spise alt andet end ren honning. Efter en tid på denne diæt skulle hans afføring, urin og selv sved være honning. Når han endelig døde, grundet diæten, skulle hans krop placeres i en stenkiste, som derefter blev fyldt med honning og forseglet. Efter et århundrede kunne man åbne låget og finde en helt kandiseret menneskekrop hvis kød og knogler i små mængder skulle have mange og effektive healende egenskaber ved indtagelse og kunne sælges til høj profit af apotekere.

Li tog dog i sin beskrivelse forbehold for, at det var fra en andenhåndskilde og at han ikke vidste om det var sandt. Andre kilder kan ikke bakke historien op, men man ved at honningbalsamering er blevet benyttet under begravelsen af burmesiske abbeder og munke.

Kilde: Needham, Joseph and Lu Gwei-djen (1974), Science and Civilization in China. Vol. 5., Part 2. Chemistry and Chemical Technology. Part II. Spagyrical Discovery and Invention: Magisteries of Gold and Immortality, Cambridge University Press

Kategorier
Kunst og Kultur Middelalder

I middelalderen straffede man dårlige musikere med skammens fløjte

I middelalderen straffede man dårlige musikere ved at give dem ‘skammens fløjte’ om halsen, hvori fingrene blev sat fast, så der absolut ikke kunne spilles musik. Den skyldige kunne herefter sættes til at gå bodsgang i gaderne, mens folk råbte eder og kastede med rådden frugt.

Kilde: https://www.theguardian.com/music/musicblog/2008/jun/02/thewindofchange

Kategorier
Krig & Konflikter Middelalder Religion Royale Store Personligheder Tro og myter

Præstekongen Johannes

 

 

Præstekongen Johannes var en populær mytisk karakter i Europa fra højmiddelalderen til den sene renæssance. Ifølge historierne var han en kristen konge, som regerede et kæmpe, ligeledes kristent, rige et sted i orienten. Der var mange fantastiske fortællinger om hans land og hans gerninger, og mange troede ganske oprigtigt på at Præstekongen og hans kongedømme fandtes. I 1221 hævdede Jacques de Vitry, biskoppen af Acre, efter sin hjemkomst fra det katastrofale femte korstog, at Kong David af Indien, søn eller sønnesøn af Præstekongen Johannes, havde sendt sine styrker mod saracenerne og allerede havde besejret Persien. Dermed behøvede de europæiske kristne, på trods af det mislykkede korstog, ikke frygte for det hellige lands fremtid. Biskoppen havde faktisk ret i at en østlig monark havde underlagt sig Persien, men det var den mongolske hersker Djengis Khan.

Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Prester_John

Kategorier
Middelalder Videnskab

Lærere har brokket sig over de studerende i 1000 år.

Det sker af og til, at en lærer klager over sine studerendes engagement i dag. Dette er imidlertid ikke et nyt fænomen. I 1000-tallet klagede Egbert af Liège over, at den videnskabelige fordybelse aldrig havde set større tilbagegang. Både i ind- og udland blev dygtighed afskyet, og for de studerende medførte læsning ikke andet end tårer fremfor berigelse.

Også i 1300-tallet kommenterede spanske Álvaro Pelayo på de studerendes deltagelse. De dukkede op i klasselokalerne uden at gøre en indsats for at lære noget. Pengene, de fik fra deres forældre eller fra kirken, blev brugt på værtshuse, selskaber, spil og andre overflødige ting. De studerende ville vende tomme hjem fra studierne uden viden, bevidsthed eller penge.

Kilde: http://www.medievalists.net/2015/09/07/the-long-history-of-teachers-complaining-about-students/