Uden for fiktionen, rimer heksejagt og trolddomsprocesser sjældent på 1900-tallet. I 1934 ulmede gløderne dog stadig på Ærø. Sognefogedens kone anklagede den gamle skomager Carl Vilhelm Goldmann, for at have dræbt hendes mand ved at drysse pulver på deres rabarber. Goldmann lod ikke anklager om morderiske aktiviteter stå uanfægtet, og indledte det, der skulle blive den sidste injuriesag, ført på baggrund af trolddomsanklager. Anklagerne kom ikke ud af det blå. Både Carl Vilhems mor og bedstemor blev anklaget for selvsamme og Carl Vilhelm oplevede allerede stigmatiseringen som barn. Med moderens død intensiveredes rygterne om Carl Vilhelm, da en heks først skulle kunne dø, når denne havde givet sin Cyprianus – en form for ’troldsdombibel’ – videre. Med de practical jokes, der kan udføres med denne, kan man måske forstå lidt af den frygt, der var i dele af samfundet. En Cyprianus har bl.a. dette råd:”At vide, om en pige har sin mødom: Tag en hareblejer (o: blære), tør den; når du så vil tænde ild deri og lade den brænde, så pisser straks alle de piger, som er i stuen og ikke have deres mødom”. Retssagen endte med, at Carl Vilhelm blev frifundet. Rygterne om trolddomskundskaber blev dog ikke lagt endegyldigt i graven, og hans søn fandt, efter faderens død, stearinlys under hospitalssengen; en handling, der skulle kunne fordrive hekse.
Kilde: https://pure.kb.dk/en/publications/obscuritas-onde-%C3%B8jne-p%C3%A5-%C3%A6r%C3%B8-da-carl-vilhelm-goldmann-arver-en-mag
