Kategorier
Børn Reklamer Virksomheder

Ikea-reklame fungerede også som graviditetstest

I et Ikea-katalog fra 2017 var der en reklame for en tremmeseng, som også fungerede som graviditetstest. Reklamen opfordrede kvinder til at tisse på annoncesiden, hvorefter den ville afsløre om hun var gravid – hvis hun var det, ville der tone en rabatkode frem, som ville give rabat på tremmesengen.

Kilde: https://www.cbsnews.com/news/ikea-ad-reveals-couponwhen-pregnant-women-pee-on-it/

Kategorier
Reklamer Store Personligheder

Mikhail Gorbatjov medvirkede i en reklame for Pizza Hut

I 1997 blev den tidligere sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov spurgt, om han ville være med i en reklame for Pizza Hut. Gorbatjov takkede ja, selvom hans kone frygtede, at det ville gå udover hans omdømme. Gorbatjov ville dog ikke spise pizza i reklamen, det overlod han til sit barnebarn Anastasia Virganskaya. Reklamen blev sendt året efter, dog ikke i Rusland.

Kilde: https://www.bbc.com/news/world-europe-62736976

Kategorier
Reklamer Virksomheder

I 1942 introducerede Coca Cola en ny hjælper og ven til julemanden, Sprite Boy

I 1942 introducerede Coca Cola en ny hjælper og ven til julemanden, Sprite Boy. Årsagen til navnet var, at han var en “Sprite”, en alf. Figuren var tegnet af Haddon Sundblom, der også var kendt for at tegne Coca Colas julemand. “Sprite Boy” fungerede som reklamefigur frem til slutningen af 1950’erne, men havde ikke noget med sodavanden “Sprite” at gøre, da den først kom på det amerikanske marked i 1960’erne.

Kilde: https://www.coca-cola.dk/sjov-med-coca-cola/coca-cola-og-julen/Den-sande-historie-om-nutidens-julemand

Kategorier
Hverdagshistorier Reklamer

Den amerikanske showman Phineas Taylor Barnum betalte et orkester til at spille falsk, så folk måtte søge tilflugt på hans museum

Hvad er det mest kreative salgstrick, du har oplevet? Den amerikanske showman Phineas Taylor Barnum var god til at finde på påhit for at få besøgende til sit museum, “The American Museum”, også kaldet “Barnums American Museum”. For at lokke folk indenfor, anbragte han bl.a. et orkester udenfor sit museum og betalte dem for at spille så falsk, at folk på gaden måtte købe billet for at komme væk fra musikken.

Kilde: Steen Kristensen. Georg Carstensen – Tivolis stifter. En historie om guldalderens forlystelseskonge. Gyldendal 2003

Kategorier
Danmarks Historie Mad og drikke Reklamer

Gunnar og Minna reklamerne fik forbruget af fisk til at stige med 17%

I kølvandet på TV2’s oprettelse i 1988 blev tv-reklamer et vigtigt og dagligt indslag på sendefladen, og ligesom Tuborg havde haft enorm succes med komikerduoen Finn & Jacobs ikoniske squash-reklamer, ønskede Fiskeribranchen at gøre det samme. Det var et led i en større målsætning om at øget antallet af fiskespisere i Danmark og projektet fik støtte af både den danske stat og EU. Fiskeribranchen udskrev derfor en konkurrence mellem 15 reklamebureauer om den bedste idé, og Odense-bureauet Nørgård Mikkelsen løb med sejren. Deres tanke var at hyre komikertrioen De Nattergale, der i de år var enormt populære efter The Julekalender, men grundet rettighedsproblemer måtte man skrinlægge idéen. Bureauet valgte derfor at køre med en anden idé; at hyre Kirsten Lehfeldt og Niels Olsen i rollerne som den folkelige fiskeelsker Minna og lige så folkelige fiskehader Gunnar, og Susanne Bier blev ansat som instruktør. Det var der ingen ben i. Fire år senere var danskernes forbrug af fisk steget med 17 %.

Foto: Danmarks Fiskeriforening

Kilde: Kenn Tarbensen: Fisk til folket. Aarhus Universitetsforlag 2019

Kategorier
Ligestilling og kønsroller Reklamer Transport

Fiat sendte anonyme breve til kvinder som marketingsstunt og blev sagsøgt

I 1994 ville det italienske bilfirma Fiat gerne øge deres markedsandel i Spanien. I stedet for den traditionelle bilreklame besluttede de at sende anonyme lyserøde breve til unge spanske kvinder, hvor der bl.a. stod, at de skulle “give efter for et nyt eventyr”, og at “Jeg behøver kun at være sammen med dig i et par minutter, og hvis det ikke fungerer mellem os, lover jeg dig, at du ikke glemmer vores oplevelse sammen”. Tanken var, at kvinderne få dage senere ville modtage et nyt brev, men da brevene var sendt anonymt, frygtede kvinderne i stedet, at brevet kom fra en stalker, så de meldte episoden til politiet. Fiat måtte derfor indrømme deres skyld i sagen og endte med at betale 15.000 pesetas for at have sendt brevene og 140.000 pesetas til en kvinde, som sagsøgte dem.

Kilde: https://www.independent.co.uk/news/world/europe/fiat-fined-for-sexist-mailshots-1416235.html

Kategorier
Mad og drikke Reklamer Virksomheder

Det amerikanske firma Wrigley solgte sæbe og bagepulver før tyggegummi

Du associerer formentlig det amerikanske firma Wrigley med tyggegummi, men inden virksomheden begyndte at fremstille og sælge netop denne vare, solgte de nogle mindre smagfulde af slagsen. I 1891 flyttede William Wrigley Jr. (1861-1932) til Chicago for at sælge sæbe. For at fremme salget heraf gav han bagepulver med gratis. Wrigley observerede, at bagepulveret var mere populært end sæben, så han omstrukturerede sin virksomhed til at sælge bagepulver i stedet. Efterfølgende begyndte Wrigley at pakke tyggegummi sammen med ordrerne på bagepulver. På samme måde som før opdagede Wrigley, at det produkt, som han gav med, var mere populært end det, han solgte. Herefter reorganiserede Wrigley sit firma endnu en gang. Der var hård konkurrence i tyggegummiindustrien, hvorfor Wrigley var afhængig af nogle smarte markedsføringsstrategier. Et eksempel herpå er en kampagne, han lancerede i 1915, hvor han sendte tyggegummi til alle i telefonbogen. Tanken var, at hvis man havde råd til en telefon, så havde man også råd til tyggegummi. Kender du også til en dygtig sælger?

Kilder:
https://en.wikipedia.org/wiki/William_Wrigley_Jr.
https://www.britannica.com/biography/William-Wrigley-Jr
https://dagligvarernettet.dk/historien-omkring-tyggegummi/
https://www.forbes.com/companies/wrigleys/?sh=25d6f3e57c22
https://www.theguardian.com/business/2008/apr/28/fooddrinks1
https://www.delish.com/food-news/a49506/what-you-should-know-about-wrigleys-gum/
https://medium.com/better-marketing/the-wrigleys-story-innovation-lessons-from-a-chewing-gum-453f16cf272f
https://www.thevintagenews.com/2016/11/28/the-story-of-william-wrigley-jr-soap-salesman-who-became-the-worlds-best-gum-manufacturer/