I 1500-tallet forærede englænderen Martin Frobisher et horn fra en hav-enhjørning til Elisabeth den 1. af England. Hornet var naturligvis unikt og således også enormt værdifuldt, og derfor opbevarede Elisabeth da også enhjørningehornet sammen med kronjuvelerne. Enhjørningehorn havde i flere hundrede år været i høj kurs hos Europas ledere, som betalte fyrstelige summer for at få tilranet sig et af de eftertragtede horn. Salget var sat i gang af vikingerne, som havde koloniseret Grønland i 1000-tallet. Her var de stødt på narhvalen, hvis tand de begyndte at sælge som enhjørningehorn i Europa. Dette blev der ikke sat spørgsmålstegn ved, da enhjørningen ifølge biblen fandtes, og dyrets status fik den også til at præge slotte, malerier og våbenskjolde som et symbol på magt og rigdom. Enhjørningehorn var naturligvis magiske og kunne kurere alverdens sygdomme, og de blev derfor brugt til kopper og service, ligesom den franske konge frem til revolutionen i 1789 fik dyppet et stykke enhjørningehorn i sit glas for at forhindre giftmord, og kirker placerede stykker i deres alterkar. Myten blev aflivet af den danske videnskabsmand Ole Worm, som i øvrigt tidligere havde modbevist en sejlivet idé om, at lemminger ikke blot opstod spontant ud af ingenting, da han satte sig for at undersøge sagen i 1636 og opdagede at enhjørningehornet stammede fra en narhval. På trods af opdagelsen fortsatte hornet med at have sine helbredende kræfter, da Worm selv var overbevist om, at dette også var gældende for narhvalens tand. På billedet her er Frederik d. 3.s tronstol, først brugt i 1671, som også skulle være lavet af enhjørningehorn.
Kilde: https://historienet.dk/civilisationer/vikinger/vikingerne-snoed-hele-europa-med-finurligt-fupnummer