Kategorier
Hverdagshistorier

Premierministerens Ledende Musejæger

Larry har været Ledende Musejæger hos Premierministeren ved 10 Downing Street i London siden 15. februar 2011. Hans ansvarsområder er blandt andet at ”inspicere sikkerhedsforanstaltningerne og teste hvor velegnede de antikke møbler er til at tage en lur i.”

Kilder:

https://www.gov.uk/government/history/10-downing-street#larry-chief-mouser

http://www.telegraph.co.uk/news/politics/conservative/8326293/Larry-the-cat-is-installed-as-Downing-Street-Chief-Mouser.html

Kategorier
Krig & Konflikter Sprog

Den originale grammatik nazist

Inden sin henrettelse i 1790 modtog Thomas de Mahy de Favras sin officielle dødsdom. Efter at have læst dokumentet sagde han: “Tillad mig at påpege, at De har lavet tre stavefejl.”

 

Kilde: Rothschild, Ferdinand (1896). Personal Characteristics from French History – side 204

Kategorier
Mad og drikke

Parmesanbanken

Den italienske bank Credito Emiliano har siden 1953 tilladt virksomheder lån imod at stille kæmpe Parmigiano-Reggiano ostehjul som sikkerhed.

Bonus: Banken har lagerkapacitet til at have 440.000 80-punds ostehjul til modning. Virksomhederne kan låne for 70-80% af ostenes formodede modnede markedsværdi. På den måde har banken en buffer, hvis der sker prisændringer eller ostens kvalitet ikke bliver som forventet.

Kilde: https://www.forbes.com/sites/hbsworkingknowledge/2015/07/01/a-bank-that-accepts-parmesan-as-collateral-the-cheese-stands-a-loan/

 

 

Kategorier
Krig & Konflikter

Den halshuggedes hævn

Sigurd Øysteinsson, den første jarl af Orkneyøerne fra år 875, endte med at blive slået ihjel af en mand, som han havde halshugget nogle timer tidligere.

Det hele startede med, at Sigurd angreb dele af Skotland, og i den forbindelse fik en strid kørende med en skotsk leder, der blev kaldt Máel Brigte den Buktandede, på grund af sine fremtrædende tænder. De blev enige om at mødes i kamp for at afgøre deres strid, og de måtte hver medbringe 40 mand til kampen. Sigurd snød dog og ankom med 80 mand. Så selvom Máel Brigtes mænd kæmpede bravt, så blev de alle slået ihjel.

Sigurd fik efter kampen Máel Brigtes mænds hoveder skåret af, og hans egne mænd satte dem på deres sadler som trofæer. Sigurd selv satte Máel Brigtes hoved på sin egen saddel. På rideturen hjem kradsede en af Máel Brigtes hoveds store tænder dog Sigurd i låret. Såret blev inficeret, og Sigurd endte med at dø af det.

 

Kilder:

http://www.orkneyjar.com/history/vikingorkney/sigurd.htm

Orknøyingenes saga: https://archive.org/stream/orkneyingasaga00goudgoog/orkneyingasaga00goudgoog_djvu.txt

Kategorier
Krig & Konflikter

Gift med kaptajnens datter

Charles Davis Lucas gik ind i den britiske flåde som 13-årig i 1848. Seks år senere var han styrmand ombord på HMS Hecla under Krimkrigen, da skibet bombarderede et fort i det nuværende Finland. Fortet besvarede skibets ild, og under kampen landede der en granat med brændende lunte på Heclas dæk.

Alle blev beordret til at smide sig fladt ned, men Charles løb hen og samlede granaten op, og smed den over bord, hvor den sprang inden den ramte vandet. På grund af Charles hurtige reaktion og mod, var der kun to, der blev lettere såret, og skibets kaptajn forfremmede ham øjeblikkeligt til løjtnant. Charles fik efterfølgende Victoriakorset for sit heltemod, den højest mulige britiske militære orden.

Charles blev senere forfremmet til kaptajn af sit eget skib, og sluttede sin karriere som kontreadmiral. Charles endte desuden med at blive gift med kaptajnen af Heclas datter, og parret fik tre døtre sammen.

 

Kilder:

https://www.thegazette.co.uk/London/issue/21971/page/654

http://www.victoriacrosssociety.com/sample_articles.htm

 

Bonus:

Charles glemte senere i livet alle sine medaljer inkl. Victoriakorset ombord på et tog, og det lykkedes ikke at finde dem igen. Han fik dog udstedt et nyt sæt medaljer fra flåden. Charles døde i 1914, under optakten til Første Verdenskrig.

Kategorier
Den Kolde Krig

Bomben over alle bomber

Om morgenen d. 30 oktober 1961 lettede et sovjetisk TU-95-bombefly fra Olenya- flybasen i det nordligste Rusland. Under flyet hang en 8 meter lang bombe med en diameter på 2,6 meter og en vægt på over 27 tons. Under flyet hang Tsar-bomben, verdens største brintbombe nogensinde prøvesprængt. Da flyet nåede Novaja Zemlja-øgruppen i det Arktiske Hav, blev bomben smidt ud under en stor faldskærm, og flyet vendte øjeblikkeligt om igen. Der var kun spået en 50% chance for at flyet ville klare eksplosionen.

Tsar-bomben sprang kl. 11:32. Bomben lavede en 8 km bred ildkugle, og glimtet fra eksplosionen kunne ses på 1.000 kilometers afstand. Bombens paddehattesky strakte sig 64 kilometer op i atmosfæren og blev 100 kilometer bred. I en landsby tæt på lufthavnen 55 kilometer væk fra eksplosionen blev alle huse totalt ødelagt. I russiske byer hundreder af kilometer væk blev der rapporteret om huse der kollapsede, fik blæst taget af, hvor vinduer sprang og fik andre skader. Piloten var heldig og overlevede.

Bombens energiudladning vurderes i dag til at være 57 megaton eller svarende til 57 millioner tons TNT. Bomben var 1.500 gange kraftigere end Hiroshima- og Nagasaki-atombomberne lagt sammen og ti gange så kraftig som al ammunition brugt under hele Anden Verdenskrig. Trykbølgen fra bomben nåede tre gange rundt om jorden før den døde ud.  Det var oprindeligt meningen, at bomben skulle have været cirka dobbelt så kraftig, men designet blev tonet ned i løbet af processen.

 

Kilder:

http://www.bbc.com/future/story/20170816-the-monster-atomic-bomb-that-was-too-big-to-use

 

Kategorier
Sex & Samliv Ulykker og Katastrofer

De gik ned sammen

Isidor Straus, ejeren af den store amerikanske stormagasinkæde Macy’s, og hans kone Ida var ombord Titanic i 1912, da skibet ramte det skæbnesvangre isbjerg.

Ida ville ikke gå ombord i en redningsbåd uden sin mand, og selvom Isidor blev tilbudt en plads, så ville han ikke forlade skibet, før kvinder og børn var kommet i sikkerhed. Så de blev begge på Titanic, hvor Ida sagde: ”Som vi har levet sammen, sådan vil vi også dø sammen.”

Isidor prøvede at overtale sin kone til at redde sig selv, men hun insisterede med ordene: ”Isidor, min plads er med dig. Jeg har levet sammen med dig. Jeg elsker dig, og hvis det bliver nødvendigt, så skal jeg dø sammen med dig.”

Ida gav sin dyre pelsfrakke til sin stuepige, og fik hende ombord en redningsbåd. Parret blev sidst set stående sammen arm i arm på Titanics dæk.

 

Kilder:

http://nypost.com/2012/04/01/a-titanic-love-affair/

Jack Winocour – The Story of the Titanic As Told by Its Survivors (side 129)