Omkring år 1500 blev syfilissen bragt til Europa og spredte sig med lynets hast. Den schweiziske læge Paracelsus opdagede, at kviksølv var effektivt til at holde sygdommen nede, da det er giftigt og derfor dræbte syfilisbakterien. Lægerne fik derfor travlt med at behandle patienter ved at smøre deres penisser ind i kviksølv, hvilket gjorde, at mange læger altid havde noget kviksølv på sig. De blev kendt som kviksølvssalvere – eller kvaksalvere, som i dag har en negativ betydning. Det var nemlig først i anden halvdel af 1800-tallet, at man begyndte at forbyde kviksølvskure mod syfilis. Før det, i 1806, befalede kong Christian d. 7., at man skulle oprette sygehuse landet over grundet en syfilisepidemi, og her skulle patienterne drikke kalomel, som var en kviksølvmikstur. Pga. kviksølvets giftighed svulmede munden op, og tænderen begyndte at bløde og falde ud, men man mente, at det var nødvendigt. Efter at kviksølv blev forbudt som behandling mod syfilis i 1857, gik man i stedet over til at bruge jod – som indeholdt kviksølv.
Kategorier