I starten af 1500-tallet fik advokaten Bartholomew Chassenée til opgave at forsvare nogle rotter, som var blevet anklaget for at ødelægge marker i Autun, Frankrig. Chassenée vidste naturligvis, at klienterne var skyldige, så han måtte bruge snilde for at få dem frikendt. Han fik først sagen udsat, da klienterne var spredt ud over et stort område, så det var svært at få dem alle indkaldt for retten. Herefter argumenterede han for, at de havde svært ved at møde op, da rejsen for mange var lang og besværlig og fyldt med farer, da rotternes naturlige fjende, katten, var ude efter dem. En af medlemmerne af domstolen var enig i, at de havde krav på en retfærdig retssag, hvilket gjorde det muligt for Chassenée at få en befaling fra kongen om, at man ikke kunne dømme nogen, uden at de havde fået mulighed for at tale deres sag. Det vides ikke, hvad retssagen endte med, da Chassenée døde kort efter, men han var i mellemtiden blevet en berømt og eftertragtet advokat for at forsvare rotterne så ihærdigt.
Kilde: Edmund P. Evans, The Criminal Prosecution and Capital Punishment of Animals, The Lawbook Exchange, Ltd, 1906