I disse dage besøger landets statsminister Lars Løkke Rasmussen Kina. Han skal bl.a. møde landets præsident og de to pandaer, som snart flytter ind i det Bjarke Ingels-tegnede ”Pandahus” i København Zoo. Tog man i zoologisk have for 100 år siden, var det dog noget helt andet, som var det store trækplaster.
Man udstillede nemlig mennesker. I en 30-årig periode omkring år 1900 blev det til en række folkeudstillinger – også kaldet folkekaravaner – hvor man fremviste blandt andre indianere, eskimoer, beduiner og afrikanere. Og det var en kæmpe succes! Alene på en enkelt sommersøndag i 1901 tiltrak udstillingen med den indiske landsby 18.000 betalende gæster til København Zoo.
En af de mest kendte deltagere var Victor Cornelins, der i 1905 som blot 7-årig kom til Danmark fra St. Croix, for at være med i en stor udstilling i Tivoli i København omhandlende de danske kolonier. Han blev senere uddannet lærer og ansat ved Nakskov skolevæsen og har udgivet erindringsbogen ´Fra St. Croix til Nakskov´.
Kilder:
http://videnskab.dk/kultur-samfund/vi-elskede-de-farvede-i-zoologisk-have
http://cirkusmuseet.dk/cirkushistorier/folkekaravanerogeksotiskemennesker
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/sorte-boern-i-koebenhavn-1905/