Hvis man blev ramt af spedalskhed i middelalderens Danmark, skulle man gå med en klokke for at advare andre om faren, da spedalskhed kun smitter ved fysisk kontakt. Man måtte derfor kun tigge udenfor bymuren og ikke deltage i gudstjeneste, men kunne måske få lov til at lytte med til den gennem sprækker. Pga. sygdommens alvorlighed blev man betragtet som død, hvis man pådrog sig sygdommen, hvorefter der blev holdt dødsmesse, og en eventuel ægtefælle var blev erklæret enke og kunne frit gifte sig igen. I 1443 blev det sågar pålagt spedalske at drage til et Sankt Jørgens-hus, som fungerede lig et kloster, hvor de spedalske skulle leve resten af deres dage.
Kilde: Dahlberg, Rasmus & Schultz, Mai-britt, Det vidste du ikke om Danmark, Gyldendal, 2013