I 1767 blev der indført en forordning mod grundløse mord, der erstattede dødstraffen med fængsel og fysiske afstraffelser. Baggrunden var en række sager om ’suicidale mord’, der især var gået ud over børn. I disse sager havde selve dødstraffen for mord nemlig været motiv til mordet. Henrettelsesceremonier indebar en symbolsk tilgivelse for al synd og dermed adgang til Guds rige, hvis den, der skulle henrettes, angrede oprigtigt. Selvmord var derimod forbundet med evig fortabelse, og derfor var henrettelsen altså at foretrække for de ’melankolske mordere’.
Kilde: http://mhenriksen.dis-danmark.dk/Strafferet/Delinqventers_Afstraffelse.pdf & Nina Koefoed: Besovende kvindfolk og ukærlige barnefædre, 2008, Museum Tusculanums Forlag