Et brud på elefanthusets fjernvarmesystem var natten til den 27. januar 1985 skyld i, at Odense Zoo var ude for en ulykke, der kostede de to 15-årige hunelefanter, Thai og Esmeralda, livet. Den daværende inspektør, Herold Nielsen, udtalte sig, at bruddet formentlig skete på grund af elefanternes banken på loftet, hvor fjernvarmerørene befandt sig. De to elefanter blev ikke skoldet ihjel, men døde af hedeslag, fordi deres lunger ikke kunne tåle den varme damp. Ifølge dyrlægen, som blev tilkaldt, sov elefanterne stille hen, efterhånden som ilten forsvandt. Allerede den 28., samme dag som landets aviser bragte historien om elefanterne, tog private initiativ til at indsamle penge til køb af nye elefanter til Odense Zoo. Den 30. besluttede Albani Bryggerierne, at de også ville komme Odense Zoo til undsætning. For hver sodavandskapsel, der blev sendt til bryggeriet eller zoologisk have, ville Albani Bryggerierne donere 10 øre. I april var der allerede råd til en halv elefant, og mens indsamlingerne stod på, lånte Odense Zoo to elefanter af Københavns Zoo, der ankom i juni.
Kilder:
Fyens Stiftstidende, 28. januar 1985, s. 1
Den Ny Frederikshavns Avis, 28. januar 1985, s. 1
Fyens Stiftstidende, 29. januar 1985, s. 2
Fyens Stiftstidende, 1. februar 1985, s. 1
Middelfart Venstreblad, 18. april 1985, s. 2
Morgenavisen Jyllands-Posten, 6. juni 1985, s. 7
Fyens Stiftstidende, 20. april 1990, 2. sektion; s. 3
Kategorier