Press "Enter" to skip to content

1901: 63-årig lærerinde fejrer fødselsdag ved at krydse Niagara Falls i specialdesignet trætønde

0

Den 24. oktober 1901 valgte den amerikanske skolelærerinde Annie Edson Taylor at fejre sin 63-års fødselsdag på en ganske opsigtsvækkende facon. Taylor havde konstant lavvande i pengekassen, og i et forsøg på at rette op på denne triste situation, bestemte hun sig for at sejle ned ad Niagara Falls i en specialdesignet forstærket egetræstønde. Tønden var indvendigt udstyret med madrasser, og under sejladsen var Taylor selv iklædt en art læderdragt under kjolen. For at være helt sikker på tøndens fortræffeligheder, havde man få dage forinden sendt en kat ud på den samme mission. Katten fik et par mindre skrammer, men overlevede det vanvittige fald fra det famøse Hestesko-vandfald, og det var nok garanti for Taylor. På nævnte dag blev hun i sin tønde sejlet ud midt i floden, nogle venner komprimerede på ren Georg Gearløs-vis luften i tønden med en cykelpumpe, og derefter lod de Taylor flyde afsted i den hurtige strøm. Cirka 20 minutter senere havde Annie Edson Taylor forceret vandfaldene, og var fremme ved bredden, uskadt og kun med få skrammer. Folk i samtiden var vilde med den slags stunts, og hun håbede på en efterfølgende indbringende turné. Desværre for Taylor stjal hendes manager dog kort efter det økonomiske trækplaster, den store tønde, og Taylor tjente derfor aldrig særlig mange penge på den ellers vilde historie. Hun kunne dog bryste sig af, at være det første menneske til at overleve denne hæsblæsende sejltur.

Kilder:

http://www.history.com/this-day-in-history/first-barrel-ride-down-niagara-falls

http://www.niagarafallsforyou.com/travel-information/niagara_daredevils.html

 

Skriv et svar