Press "Enter" to skip to content

Polarforskeren Peter Freuchen var en farverig skikkelse

0

Polarforskeren Peter Freuchen var en farverig kæmpe. Han var gift tre gange, deltog i et hav af polarsekspeditioner med blandt andre Knud Rasmussen og etablerede en udforskningsstation i Thule. Under en af sine mange ekspeditioner blev Freuchen fanget i en snestorm og søgte ly for uvejret under sin hundeslæde. Stormen rasede i flere dage og temperaturen var nede på minus 54 grader. Pladsen blev mindre og mindre, fødevarerne slap op og hans ly blev hans fangeskab. Ifølge hans eget udsagn, overlevede han kun, fordi han formede en hakke ud af sine ekskrementer og huggede sig ud i det fri. Freuchen mistede efterfølgende foden grundet koldbrand, men ”lortebenet”, som han døbte sin nye træprotese, afholdte ham bestemt ikke fra flere eventyr. I de kommende år erhvervede han en dansk ø og blev kortvarigt landmand, han forfattede et utal af internationale spændingsromaner, deltog i en oscarvindende Hollywood-film, grundlagde den danske afdeling af Eventyrenes Klub og blev under Anden Verdenskrig anholdt grundet sin deltagelse i modstandsbevægelsen, men formåede at flygte til Sverige. I 1956 vandt han overlegen den amerikanske udgave af ”Kvit eller Dobbelt” i kategorien De Syv Verdenshave. Gevinsten, 64.000 dollars, fik han dog ikke meget brug for, for han døde året efter og mens hans aske blev spredt ud over Thule-basen valgte man at gemme hans imponerende skæg på Arktisk Institut, hvor det desuden stadig befinder sig.

Kilder:

http://altomhistorie.dk/artikler/peter-freuchen http://denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Forfatter/Peter_Freuchen

Skriv et svar