Den notoriske bank- og togrøver Elmer McCurdy blev skudt af sheriffer i 1911. Hans lig blev transporteret til en bedemand, som valgte at balsamere liget, barbere ansigtet og give ham jakkesæt på, hvilket var procedure, hvis det var svært at opspore de nærmeste slægtninge. Da ingen meldte sig, og bedemanden ikke var blevet betalt for sit arbejde, valgte han at udstille liget under navnet “The Bandit Who Wouldn’t Give Up” og tage penge fra besøgende for at se det. Bedemanden afviste flere tilbud på at sælge liget til omrejsende cirkusser, og i 1916 dukkede McCurdys bror endelig op. Troede man. Det var nemlig også repræsentanter for et omrejsende cirkus, som havde klædt sig ud, og de brugte liget i deres show indtil 1949, hvorefter det blev lagt på et lager. Efterhånden lignede det ikke længere et rigtigt lig, og derfor blev det en overgang brugt som rekvisit af et spøgelseshus i Californien, som ikke kendte til historien. Først i 1976 opdagede man, at rekvisitten var et rigtigt menneske, hvorefter en efterforskning afslørede sandheden. I 1977 fik Elmer McCurdy derfor endelig sin begravelse i Oklahoma.
Kilde: https://blogs.loc.gov/headlinesandheroes/2018/07/elmer-mccurdy-traveling-corpse/