I det 19. århundrede rasede der i Tyskland en debat om, hvorvidt Antiqua eller Fraktur var den mest tyske skrifttype. Antiqua blev mest set som u-tysk, da den var let og useriøs, mens Fraktur var mørkere og dybere, hvilket passede bedre til den tyske sjæl. Forfatteren Johann Wolfgang von Goethes mor havde tidligere anbefalet ham at bruge Antiqua, da hun mente, at den repræsenterede tysk gotik, mens Otto von Bismarck til gengæld var modstander af Antiqua og afviste bøger skrevet med Antiqua med begrundelsen “Deutsche Bücher in lateinischen Buchstaben lese ich nicht! (Jeg læser ikke tyske bøger med latinske bogstaver)”. Debatten fortsatte ind i det 20. århundrede, og efter at skriftet Die deutsche Buchstabenschrift anbefalede Antiqua på baggrund af en lang række argumenter, stemte den tyske Rigsdag i 1911 om, hvorvidt man skulle gøre Antiqua til den officielle skrifttype i stedet for Fraktur, som havde været brugt siden det tyske imperiums begyndelse. Efter en følelsesladet og ophedet debat blev forslaget marginalt nedstemt med stemmerne 85 mod 82. På trods af, at Hitler var imod brugen af Fraktur, var den populær i Nationalsocialismen, hvor pressen blev kritiseret for sin brug af Antiqua, som var “romanske bogstaver med jødisk indflydelse”. Nazisterne endte dog med at blive modstandere af Fraktur, og i 1941 blev brugen af Fraktur forbudt – i en lov skrevet med skrifttypen Fraktur. Efter krigen er Fraktur igen begyndt at blive brugt, især i markedsføringsregi.
Kilder: https://en.wikipedia.org/wiki/Antiqua%E2%80%93Fraktur_dispute & http://thedabbler.co.uk/2014/09/the-antiqua-fraktur-dispute/ & https://www.typeroom.eu/a-nazi-font-banned-by-nazis-fraktur-legacy-must-listen-design-podcast