Press "Enter" to skip to content

I slutningen af 1700-tallet kunne franskmanden Tarrare ikke få stillet sin vanvittige appetit

0

Du kender nok følelsen at være så sulten, at man kunne spise en hest. I 1772 blev der i Frankrig født en mand, som tog denne følelse til usete ekstremer. Manden hed Tarrare, og han kunne tilsyneladende ikke få stillet sin appetit. Da han boede ved sine forældre, kunne han dagligt spise en fjerdedel af en ko, og dette var på trods af, at han blot vejede omkring 45 kilo som 17-årig. Efter at være blevet smidt ud hjemmefra arbejdede han blandt andet som gadekunster, hvor hans særlige talent var at spise alt, som publikum bragte ham. Her skulle han både have spist et helt dusin æg på én gang, korkpropper og levende dyr. Efter en tid som soldat i den franske hær blev Tarrare indlagt på et militærhospital, og her eksperimenterede lægerne med Tarrares appetit. Her spiste han blandt andet en hel ål med både skind og ben, ligesom han fortærede et måltid, som var tiltænkt 15 mand. Tarreres tilstand blev værre med tiden, og mod slutningen af hans liv blev han igen indlagt på hospital, hvor hans appetit drev ham til at drikke blod fra blødende patienter, spise affald i hospitalets baggård og endda bryde ind i lighuset for at æde døde kroppe. Rygtet skulle endda være, at Tarrare spiste en nyfødt baby. Tarrare døde i 1798, og under hans obduktion fandt lægerne ud af, at man kunne se direkte ned i hans mavesæk gennem hans mund, og at hans mavesæk og galdeblære var abnormt store.

Der er ikke bevaret billeder af Tarrare fra hans samtid, og de fleste billedsøgninger på hans navn viser istedet en tegning af Jacques de Falaise, der ligeledes havde en glubsk appetit. Vi har derfor valgt et stemningsbillede, der skal repræsentere Tarrare uudtømmelige sult. Maleriet af Francisco Goya går under det mundrette navn Saturn Devouring His Son.

Kilder:
Jan Bondeson, Freaks: The Pig-Faced Lady of Manchester Square & Other Medical Marvels, 2006.
Jan Bondeson, The Two-Headed Boy, 2004.