Hvis en dansk kvinde i middelalderen blev dømt for tyveri, skulle hun ikke hænges, som en mand blev, men derimod begraves levende. Man mente, at man dermed beskyttede den kvindelige ære, da de gik uden trusser på daværende tidspunkt, hvilket jo ville udstille deres kønsdele ved en hængning. Ved ægtepar blev de skilt fra hinanden og manden hængt, mens kvinden blev begravet levende. Fra slutningen af 1500-tallet begyndte man i stedet af halshugge kvindelige tyve, men i 1595 blev en kvinde dog hængt – efter at hun var blevet iklædt ‘mandsklæder’.
Kilde: Straffet på livet – henrettelser i Danmark 1537-1892 af Niels H. Kragh-Nielsen