Press "Enter" to skip to content

Fotografiet “De sidste på skansen” blev solgt i to versioner “højhalset” og “nedringet”

0

I 1880 fandt fotograf Peter Raun Fristrup på at opsætte et fotografi med titlen ”De sidste på skansen”, der forestillede to menige soldater på Dybbølskane 18. april 1864. Formålet med fotografiet var at sælge det som papirkopier. Til at posere som de to soldater, valgte Fristrup balletdanserne Christian Jensen og Hans Beck. Billedet blev dog kritiseret for at idealisere den ene soldat, da denne var glatbarberet, havde vildt nakkehår og åben jakke og derfor ikke passede til 1880ernes idealbillede af 1864-soldaterne. Fristrup måtte herefter retouchere billedet for at ændre soldatens udseende, så denne fik skæg, trimmet håret og jakken blev lukket. Begge billeder endte dog med at blive sat i handlen og den første udgave blev ret populær, da flere fandt det komisk. Et vittighedsblad skrev, hvordan en potentiel samtale kunne foregå, hvis en potentiel køber efterspurgte billedet i en forretning.”Maa jeg be om, De sidste paa Skansen.””Meget gerne! Højhalsede eller nedringede?”

Kilde: Jannie Uhre Ejstrud. “Den manipulerende krigshelt – visuel og litterær efterbearbejdning af krigens billeder i sidste halvdel af 1800-tallet.” i Visuel HIstorie – Tilgange og eksempler. Syddansk Universitetsforlag 2018.