Fra indførslen af Danske Lov og indtil straffelovsændringen af 1866 kunne flere forbrydelser straffes ved at man blev brændt på bålet. Foruden trolddom og mordbrand blev straffen benyttet ved afvigende seksualforbrydelser som incest og ”omgængelse mod naturen”. Sidstnævnte dækkede ikke kun over dyresex, men også over homoseksuelle forhold mellem mænd, hvor der havde været tale om samleje og udløsning. Fra 1819 eksisterede bålstraffen fortsat på papiret, mens praksis ændrede sig mod, at de dømte blev benådet i sidste øjeblik for i stedet at modtage en fængselsstraf.
I Dansk Vestindien gjaldt strafferammen fra Danske Lov imidlertid stadig efter 1866. I 1902 blev en dansk-vestindisk mand derfor dømt til døden ved bål og brand for fuldbyrdet samleje med et æsel. Endnu mere absurd var det dog, at sagen blev anket til Højesteret, hvorfor den måtte føres i Danmark efter de gamle regler. Her blev bålstraffen stadfæstet, men dog senere formildet til 8 år i tugthuset. Var han i stedet blevet dømt efter den danske straffelov, havde han sandsynligvis kun modtaget en straf på 4 måneder for dyrplageri.
Kilder: Duedahl, Poul (2018). Velkommen på bagsiden – Danmarkshistorien på vrangen. Gads Forlag, side 151-165.
Social-Demokraten. ”En Neger dømmes til Baal og Brand”, 25. oktober 1902.
Kong Christian den Femtis Danske Lov af 15. april 1683, Siette Bog, 13. kapitel artikel 15: http://www.krim.dk/undersider/historiske-regler/danske-lov-6-bog.pdf
Almindelig borgerlig Straffelov af 10. februar 1866, § 297: http://www.krim.dk/undersider/historiske-regler/1866-straffelov.pdf