Kategorier
Danmarks Historie Ligestilling og kønsroller

Kvinden som klædte sig ud som mand for at få arbejde

Engelbreth Maria Stokkenbech mødte i anden halvdel af 1700-tallet sin kommende mand. Han var dog voldelig og alkoholisk, så hun flyttede hurtigt fra ham. Men da hun var gift, kunne hun ikke få arbejde, så hun valgte i stedet at klæde sig ud som mand og kaldte sig Gotfried Jacob Eichstedt. Hun kom i lære som skrædder og rejste herefter rundt for at arbejde og sagde undervejs nej tak til et tilbud om giftermål fra en polsk enke. Da hun flyttede tilbage til København, ville hun opsøge sin tidligere mand, men han kunne ikke genkende hende. Det kunne hans nye kone til gengæld, så hun blev politianmeldt. Skræddermesteren blev tilkaldt, og selvom han nægtede, at hun kunne være en kvinde, eftersom hun havde gjort sit arbejde så godt, blev hun dømt for falsk identitet og til at skulle gå i kvindetøj og kalde sig ved sit rette navn. Hun fik dog herefter en tilladelse til at lave sit eget værksted af Christian d. 7., og erhvervede sig derefter som kvindelig skrædder.

Billedet her er fra hendes selvbiografi.

Kategorier
Dyr og natur Kunst og Kultur Ligestilling og kønsroller Tro og myter

I renæssancen var det moderne, at kvinder blev portrætteret med en væsel.

I renæssancen var det moderne, at kvinder blev portrætteret med en væsel. Der var en udpræget opfattelse, at væsler undfangede gennem øret og fødte gennem munden. Væsler blev set som et symbol på fertilitet og sex, og kvinder, der ønskede at blive gravide, skulle bære en væsel eller et væselskind. En hvid væsel symboliserede til gengæld uskyldighed og jomfrudronningen, dronning Elizabeth 1. blev derfor portrætteret med en hvid væsel.

Kilde: Gale R. Owen-Crocker m.fl. Medieval Clothing and Textiles. Boydell Press 2006 og https://www.nationalgeographic.com/history/article/ermine-weasel-stoat-royal-renaissance-robes

Kategorier
Ligestilling og kønsroller Sport & Spil

Fængtehåndbog viste, at man skal fægte i tønde mod kvinde

Skal man kompensere for forskellen i fysisk styrke mellem mænd og kvinder? I Hans Talhoffers fægtemanual fra 1459 har han tegnet, hvordan en duel mellem en mand og en kvinde kunne være mere fair og dermed retslig acceptabel. Her kan man se, at manden bør kæmpe i en nedgravet tønde for at kompensere for fordelen ved at være stærkere end kvinden.

Kilde: Kåre Johannesen, Magt og mennesker i Danmarks middelalder, Turbine, 2020

Kategorier
Ligestilling og kønsroller

Kan symaskiner udnyttes til masturbation?

Bruger du symaskinen lidt for ihærdigt? I 1800-tallet troede mange læger, at symaskinen var enten årsagen eller midlet til kvinders masturbation, lidt i tråd med skepsissen overfor cyklen og ridning, som også ansås som midler til masturbation. Værst var det med symaskinerne med to fodpedaler.

Kilde: Rachel Maynes, The Technology of Orgasm – “Hysteria,” the Vibrator, and Women’s Sexual Satisfaction, Johns Hopkins University Press, 2001

Kategorier
Ligestilling og kønsroller

Udover at være pilot, designede Amelia Earhart også en tøjkollektion og kufferter

Amelia Earhart er mest kendt for at være den første kvindelige pilot, der fløj alene over Atlanterhavet, og sin mystiske forsvinden, da hun forsøgte at flyve jorden rundt. Udover at være pilot, designede og syede Earhart også en kollektion af dametøj “Amelia fashion” i 1933. Kollektionen bestod bl.a. af krølfrie kjoler, bluser, bukser, nederdele og overtøj, samt heldragter, der kunne bruges ved flyvning. For at skaffe penge til sine flyvninger designede Earhart også en kollektion af lette kufferter i kanvas, der blev solgt af firmaet Orenstein Trunk of Newark i New Jersey. Kufferterne blev solgt helt frem til 1990’erne.

Kilde: https://airandspace.si.edu/stories/editorial/amelia-earhart-using-fashion-inspire-flight & https://www.thehenryford.org/collections-and-research/digital-collections/artifact/441787/

Kategorier
Ligestilling og kønsroller

Studerende stjal kvinders trusser for at protestere mod ulighed

Hvordan protesterer man mod regler som opdeler kønnene? I marts 1952 var de mandlige studerende på University of Michigan så trætte af, at de var adskilte fra de kvindelige studerende, at to tusinde af dem brød ind på kvindernes kollegium og stjal deres trusser og bh’ere. Ikke overraskende blev mandlige studerende andre steder inspireret af aktionen, og allerede i maj havde omkring 20 universiteter i USA oplevet lignende trussetyverier og i slutningen af året var 52 campusser ramt af epidemien. Ritualet fortsatte helt op i 1960’ernes USA.

Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Panty_raid

Kategorier
Danmarks Historie Lægevidenskab Ligestilling og kønsroller

Kvinder skal ikke uddannes, da alt den sidden ned kunne ende med at gøre dem sterile

Den anerkendte danske gynækolog Frantz Howitz (1828-1912) skrev i 1893, at kvinderne skulle holde sig fra at blive uddannet. Han mente, at fordi kvinderne skulle sidde så meget ned og bruge hovedet så meget, ville det begrænse blodomløbet til underlivet, og det kunne i sidste ende betyde, at kvinderne ville blive sterile.

Kilde: https://videnskab.dk/kultur-samfund/livmoderen-tager-skade-af-uddannelse/