Kategorier
Ligestilling og kønsroller Love og regler

Mor fik sin datter steriliseret, for at få fingrene i en formue

I 1935 blev den 21-årige Ann Cooper Hewitt steriliseret mod sin vilje. Det var hun desværre ikke ene om på denne tid, men hendes sag fik meget stor opmærksomhed i medierne, dels fordi hun var en del af det bedre borgerskab i Californien, og dels fordi hun sagsøgte sin egen mor efter operationen. 

Ann Cooper Hewitt var arving til Peter Cooper Hewitt, der efterlod en større formue, da han døde. Formuen blev delt med to tredjedele til Ann og en tredjedel til hendes mor, Marion. Hvis Ann ikke fik nogen børn, ville den resterende formue gå til Marion i tilfælde af, at Ann skulle dø først. 

Da Ann kort før sin 21 års fødselsdag skulle have fjernet sin blindtarm, betalte Marion også for en sterilisation af Ann under påskud af, at Ann var åndssvag, og lægen udførte dermed indgrebet uden Anns samtykke eller viden. 

Ved en civilretssag modtog Ann en erstatning på 150.000 dollars.

Tak til Birgitte Belinda Sigersted for tippet!

Kilde: https://www.washingtonpost.com/national/health-science/the-sordid-story-of-the-once-popular-eugenics-movement/2018/10/12/2e898ae4-ccb3-11e8-920f-dd52e1ae4570_story.html

Kategorier
Hverdagshistorier Kriminalhistorie Love og regler

Fuld pilot stjæler fly – to gange

Piloten og krigsveteranen Thomas Fitzpatrick stjal i 1956 i beruset tilstand et fly fra New Jersey og landede flyet sikkert på gaden i New York ikke længe efter. To år senere fortalte han historien på en bar, og da en af de andre på baren ikke troede på ham, valgte han at gentage succesen og igen stjæle et fly i beruset tilstand og flyve det til New York, og endnu engang formåede han at lande det sikkert på gaden. 

Tak til Emma Aagaard for tippet!

Kilde: https://archive.nytimes.com/cityroom.blogs.nytimes.com/2013/06/04/long-ago-a-pilot-landed-on-an-uptown-street-thats-where-the-bar-was/

Kategorier
Love og regler

Tilgivelige mord i Arizona i 1864, fx ved afstraffelse af børn

I 1864 indførte Arizona et nyt sæt love, hvor bl.a. ’tilgivelig mord’ var en del af dem. Det dækkede over tilfælde, hvor man ikke selv er skyld i mordet, hvis man iflg. eksemplerne fx hugger træ med en økse og hovedet flyver af øksen og dræber en mand, eller hvis “en forælder udøver moderat afstraffelse af sit barn” og “kommer til at være skyld i døden”.

Kilde: https://www.mcsweeneys.net/articles/arizona-law-from-1864-law-from-middle-earth-or-anti-crime-code-of-mega-city-one-from-judge-dredd

Kategorier
Børn Danmarks Historie Love og regler Religion

Kirken forbød at døbe børn i øl

Kender du nogen, der lader til at være blevet døbt i øl? I 1200-tallet skrev ærkebispen i Norge til paven, at man havde problemer med at skaffe vand til døbefonten og til nøddåb på øde steder og i de kolde vintre. Derfor havde man nogle steder tyet til den løsning at døbe børn i øl. Ærkebispen ville derfor gerne vide, om en dåb i øl kunne anses som gyldig. Pave Gregor 9. besvarede forespørgslen i 1241 og forbød skikken. Han skrev “Efterdi Genfødelsen ifølge Evangeliets lære skal ske ved vand og den Helligaand saa bør de, som døbes i Øl, ikke anses for rettelig døbte.” I 1666 nøddøbte en jordemoder i Skævinge på Sjælland et barn i øl. Barnet var svageligt og jordemoderen frygtede, at det ikke ville overleve, så hun måtte ty til en nøddåb og havde brugt øl som dåbsvand. Barnet overlevede, men forældrene var i tvivl, om dåben var gældende, og spurgte Sjællands bisp, ærkebiskop Svane, til råds. Ærkebiskoppen kunne ikke give dem et svar, men skrev til kongen for at få en afgørelse. Sagen endte med, at barnet blev døbt endnu en gang, denne gang i vand, og jordemoderen måtte udstå “kirkens disciplin”, men hvad det helt præcis var, beretter historien ikke noget om.

Kilde: Tr. Fr. Troels-Lund. Dagligt liv i norden i det sekstende aarhundrede – bind 7-8. 1903

Kategorier
Dyr og natur Love og regler

Oldenborre sagsøgt for hærværk på vinmarker, men kunne ikke betale sagsomkostningerne

I 1545 var de franske vinbønder i St. Julien plaget af oldenborre-biller, som ødelagde vinmarkerne. Bønderne valgte at sagsøge billerne, men retssagen trak ud, billerne forsvandt, og bønderne endte med at måtte betale sagsomkostningerne. Men i 1587 var billerne vendt upåvirket tilbage, og blev endnu engang sagsøgt. Denne gang forsvarede billernes advokat sig på vegne af de “uskyldige dyr”, og bragte bibelcitater som viste, at Gud havde skabt planter og dermed vinstokke til brug for både dyr og mennesker. Derfor havde de ret til at spise af vinstokkene. Retssagen endte med, at bønderne ville udpege et sted, hvor billerne i stedet kunne være, og samtidig betalte de (igen) sagsomkostningerne, da man ikke kunne forvente, at billerne ikke gik rundt med en formue i kontanter.

Kilde: Arvid Wachtmeister, “Vidskepelsen i brottets tjänst”, Sthm, 1947

Kategorier
Danmarks Historie Love og regler

I Højesteret rejser du dig ikke op for dommeren, da han i enevældet var kongen

Har du set, hvordan man i retssale altid rejser sig op, når dommeren kommer ind i retssalen? I Danmark sker det også i byretten og landsretten, men ikke Højesteret. Historisk var kongen nemlig dommer for Højesteret under enevældet, og da man ikke skulle lade konge komme til én, satte han sig ind i salen på forhånd, og så måtte folk ærbødigt og stille træde ind i retssalen til kongen – hvilket man stadig gør i dag, dog uden kongen.

Kilde: Lisa Rising, admininistrationschef, Højesteret

Kategorier
Danmarks Historie Ligestilling og kønsroller Love og regler

Før 1970 måtte kvinder ikke selv betale skat

I 1915 henvendte Dansk Kvindesamfund sig til folketinget og krævede at få ophævet “sambeskatningen”. Den lov krævede, at manden betalte skat for begge parter i et forhold. hvor både manden og kvinden havde arbejde. Hvis manden og kvinden var gift, skulle mændene endda betale mere, end hvis de ikke var. Det var først i 1970, at kvindeforkæmperne trængte igennem og gifte kvinderne selv fik lov til at betale skat af deres arbejde.