I slutningen af 1700-tallet og det meste af 1800-tallet fandtes der offentlige børneauktioner i Danmark. Auktionerne foregik oftest på torvet, hvor forældreløse børn blev auktioneret bort. Modsat de fleste auktioner gik børnene til den person, der ville tage dem til laveste bud. Årsagen til dette var, at køberne ofte var bønder, der manglede arbejdskraft. Derfor var små børn billigere, da deres arbejdskraft var begrænset. Hvis køberen vandt en auktion, skulle de dog ikke betale, men modtog i stedet det beløb fra sognet, som de havde budt på barnet. Årsagen til den “omvendte” auktion var, at sognerådene kunne holde udgifterne nede, hvis børnene gik til de gårdmænd, der ville tage dem til den laveste pris. Bortsalget af et barn gjaldt for ét år af gangen. Når året var gået, kunne barnet herefter bortauktioneres væk igen.
Kilde: Ole Højrup (red.). Karle, piger, og daglejere. Herregårdsliv 2. Beretning fra århundredskiftet. Nationalmuseet 1981 & Harald Jørgensen. Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. århundrede. Nordisk forlag 1940.