Kategorier
Danmarks Historie Dyr og natur

Problemer med at få flodhesten i kassen

I 1926 fulgte københavnerne spændt med i, hvorvidt en flodhest ville gå ind i sin transportkasse. I Zoologisk Have på Frederiksberg havde dyrepasserne problemer med at få flodhesten Jeppe ind i sin kasse, da han skulle overdrages til Hagenbeck Dyrepark ved Hamborg. Jeppe ville ikke afsted, selvom både dyrepasserne og personale fra Hagenbeck Dyrepark forsøgte at lokke med roer og frisk hø. Trods lækkerierne ville flodhesten ikke gå ind i kassen, og hvis det endelig lykkedes, ødelagde Jeppe sin transportkasse gang på gang. Aviserne fulgte begivenheden tæt, og sætningen: “Vil Jeppe gå i kassen?” blev et almindeligt udtryk for forhandlinger der ikke blev afsluttet, fx. blev statsminister Thorvald Stauning afbildet som en flodhest i den satiriske årbog Blæksprutten. Til sidst lykkedes det, og Jeppe kom endelig i kassen. Ifølge en af datidens aviser vejede Jeppe plus transportkasse ca. 3 tons.

Kilde: Axel Breidahl og Axel Kjerulf. Københavnerliv 1920-1937 – Gemt og glemt i alvor og skæmt. Hassing 1968 & Bent Jørgensen. Zoo – En historie om dyr og mennesker gennem 125 år. Lindhardt og Ringhof 2018